Pressetekst:

Charlotte Schou Jensen og Cathrine Neidel Preussler har arbejdet tæt sammen i mange år, startende med det russiske repertoire og har senere udvidet deres repertoire til også at omfatte værker af Wagner, Schumann, Copland, Bernstein, Argento, de Falla m.fl. Duoen arbejder primært med musik, hvor sang og klaver er ligeværdige, fordi det giver mulighed for, at duoen sammen kan lege med musikken. Duoen arbejder med koncertprogrammer, hvor to komponister eller cyklusser bliver knyttet sammen gennem fortælling og følelser, f.eks. den sorte tone i Dyvekes kærlighedsliv fra Peter Heises “Dyvekes Sange” knyttet sammen med de sørgmodige og samtidig håbefulde følelser i Rachmaninovs sange, eller et barns spøjse fortællinger i Bernsteins “I Hate Music!” knyttet sammen med tyngden i Coplands “12 Poems of Emily Dickinson”.
Duoen har deltaget i masterclass ved Armeen Dishtchekenian Rasmussen og Christina Bjørkøe, og er begge uddannede fra Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg. Duoen har bl.a. optrådt til Opus 18, klaverfestival i Aarhus 2018, i Varde Musikforening og i Christiansborg Slotskirke.